Bogen Oplev Island består af 16 rejseessays baseret på forfatteren, Morten Stenders, store viden om og mange rejser i landet igennem 45 år. Med et indgående og langvarigt kendskab til Island både historisk, geografisk og geologisk, udgør bogen en vigtig kilde til inspiration for den nysgerrige læser.

 

Morten Stender beskriver sit første møde med Island tilbage i 1970 som en følelse af at komme ”hjem”, og det er forfatterens store og ægte kærlighed til landet, det islandske folk og den mangfoldige natur, der går som en rød tråd igennem hele bogen. Møder med krystalklart vand, grønne oaser, kraftfulde vandfald, varme kilder, lavamarker, dybe kløfter og stejle fjelde er bare nogle af de naturbeskrivelser, bogen kan byde på.

 

Udover faktuelle rejsebeskrivelser og de smukke naturbeskrivelser er bogen krydret med historiske begivenheder, sagafortællinger, hjertevarme møder med mennesker, forfatterens små og store observationer samt egne oplevelser og spirituelle øjeblikke, hvor fortid, nutid og fremtid smelter sammen tiden står stille. Således spejler bogen ikke kun en ydre rejse men også forfatterens indre rejse med et voksende spirituelt og eksistentielt fokus.

 

Bogen kan varmt anbefales til alle læsere med interesse for Island og er oplagt som inspirationskilde, hvis man planlægger at tage på en rejse til Island.

 

Skrevet af Anne-Lene Bleken

Cand.mag. og forfatter

 

<< retur