<< retur

Myvatn-området

Foryngelseszonen
Når man nærmer sig Myvatn-området fra Egilsstadir i øst, oplever man et voldsomt skift i landskabet, som er bestemt af forløbet af den nyvulkanske zone på Island, hvor landet revner på midten, fordi den jordskorpe-plade, som Amerika ligger på, langsomt fjerner sig fra den europæiske plade med et par centimeter om året. Landskabet på Øst-og Vestisland er ældre og mere afrundet og generelt mere grønt end zonerne ind mod midten af landet.
Efter krydsningen af floden Jökulsá á Fjöllum er skiftet i landskabet særlig markant. Her er der lavamarker (hraun) så langt øjet rækker, og farverne er koksgrå og sorte og vidner om, at der her har været vulkanudbrud for relativt nyligt - d.v.s. inden for de sidste 700.000 år.
Island fornyer sig selv på midten af øen i den nyvulkanske zone. Fornyelsen har sin pris i form af jordskælv og vulkanudbrud. Når det rødglødende magma i jorden presser sig på nedefra, bygger spændingen i jordskorpen op til et vist niveau, indtil jordskorpen revner, og spalter dannes, hvor lavaen kan flyde ud i eller op af. Sådan er det sket mange gange i Myvatns historie, og inden for de sidste 300 år er det sket to gange, nemlig i 1724-29 (Myvatn-ildene) samt i 1975-84 ( Krafla-ildene). Ved begge episoder blev Island ca. 10 meter bredere- altså i alt 20 meter, som egentlig skulle svare til pladebevægelsen på 1000 år. Men spændingen mellem pladerne udløses i ryk, og det er ikke til at forudsige, hvornår det sker igen, men der er altid forvarsler, som kan registreres med gps-målinger og seismografer, der kan registrere hævninger/sænkninger samt rystelser i jordskorpen. Islændingene skal egentlig være glade for, at de bor på en tyndt befolket sprednings-zone og ikke ved en tætbefolket kollisionszone, som den Japan ligger på, hvor Stillehavspladen dykker ned under den plade Japan ligger på.
På Island opbygges der nyt land gennem foryngelsesprocessen i den nyvulkanske zone, der i Myvatn-området forløber ca. nord/syd, medens den i Sydisland forløber nordøst/sydvest. Som tiden går, bliver Island bredere og bredere og vokser også ved dannelsen af nye øer mod syd, som da Surtsey dukkede op af havet i 1963 og Vestmannaøerne fik udvidet sit areal i 1973.
Tænk - hvis vi som personer havde den samme mulighed for at blive forynget indefra, som tiden går. Det er sådan lidt i den retning, at jeg oplever det, når jeg befinder mig på Island. Her oplades mine livsbatterier på ny, men om det har noget med geologien at gøre, skal jeg ikke kunne sige. I hvert fald vokser denne følelse i mig lige nu, hvor jeg nærmer mig Myvatn østfra og glæder mig til at kikke på vulkaner og det enestående fugleliv, som Myvatn-området også er kendt for.

Helvedes forgård
Lige inden man når Myvatnområdet ligger helvedes forgård ved Hverarönd for foden af Námafjall. Her kan man få sin lyst styret indtil kvalmepunktet, hvis man tænder på kogende mudderpøle (solfatara) og hvæsende dampkilder. Her lugter af hårdkogte æg (svovlbrinte) i hele området, og på en fugtig dag kan man godt blive lidt tung i hovedet, hvis man bliver her for længe. Men fascinerende er det at mærke, at jorden koger lige under ens fødder. Desværre har flere turister måttet sande, at også fødderne kan koge, hvis de bevæger sig uden for de afspærrede områder og går igennem det tynde svovlgule mudderlag, som mellem 1300-1800-tallet blev udnyttet til udvinding af svovl, som kunne bruges til fremstilling af krudt.
Nord for Hverarönd ligger Krafla-området midt i et gammelt krater (caldera), hvor islændingene forsøger at udvinde elektricitet ved at lade dampen fra undergrunden drive turbiner til fremstilling af el på det kraftværk, der blev bygget i 1974. Der har været store problemer med at drive værket ikke mindst under vulkanudbruddene fra 1975-84. Det ryger stadig fra krateret Leirhnjúkur lige nord for kraftværket, og det er muligt at gå en tur helt ind til krateret og se den nydannede lava. Det er forbundet med en vis følelse af usikkerhed at gå rundt i området, selv om der er lagt gangbroer ud, og de farligste områder er afspærret. Det var i dette område, at to islandske geologer var på en rekognosceringstur med snescootere i marts 1980, da der pludselig åbnede sig en spalte i jorden, og lavafontæner stod som springvand op af jorden. Da den tyndtflydende lava surfede lidt for hurtigt ned mod dem på en pude af damp, så det nærmest løb som vand, måtte geologerne i hast dreje gashåndtagene i bund og forlade stedet til en mere sikker position. Heldigvis for Myvatnområdet flød lavaen fra Krafla-udbruddene mest mod nord ind i et ubeboet område.
Lidt mere sikkert føles det at bestige eksplosionsvulkanen Viti, som ellers betyder helvede - et ganske nyt helvede dannet ved en gigantisk eksplosion den 17. maj 1724 som indledning til Myvatn-ildene. Fra toppen af vulkanen er der en fantastisk udsigt over hele det øde vulkanske område og i bunden af krateret, som var en kogende mudderpøl i hundrede år, ligger den smukkeste sø, der spejler himmelens farver.

Myvatn- ildene og kirken
Jeg kører nu tilbage til hovedvej 1 og drejer til højre og følger vejen over Námafjall, hvorfra der er udsigt til Islands 4. største sø Myvatn (38 km2) der ligger i en højde af 277 meter over havet som en blå oase omgivet af grønne enge samt krat og skov i en skærende kontrast til østsiden af Námafjall.
Jeg kører ned til kirken, hvor jeg om lidt skal møde min kone Tove og vores to venner Preben og Elisabeth, som netop er landet i Akureyri med et fly fra Billund.

Jeg sætter mig ind i kirken, som er nybygget i 1972, og nyder freden og roen og prøver at suge til mig af stedets historie. På prædikestolen, som ser nyskåren ud, er der et meget usædvanligt tema, som jeg ikke har set andre steder i verden. Det er selvfølgelig vulkanudbruddet i 1724-29, som nær havde rendt kirken over ende. Da lavaen den 6. juli 1729 var nået helt ned til Reykjahlid, varede det ikke længe, før gården Reykja-hlid blev ødelagt den 7. august. Den 27. august gik lavafronten direkte mod kirkegærdet, men delte sig i to strømme og gik uden om kirken. Præsten og hans familie måtte søge tilflugt i Skutustadir ved sydenden af søen. Jeg tvivler ikke om, at præsten har bedt for sin kirke og sit sogn, men havde kirken ikke ligget på en lille forhøjning i terrænet, var der nok ingen bønner, der havde hjulpet. Jeg anerkender fuldt ud bønnens virkning på det indre plan og er sikker på, at præsten Jón Sæmundsson og hans menighed har fået styrket deres tro ved den lejlighed, ligesom Jón Steingrimsson fik det i Kirkjubæjarklaustur godt 50 år senere i 1783/84.
I 1700-tallet var man ret sikker på, at Gud sendte udbruddene som en straf over et ugudeligt folk, som ikke skulle føle sig for sikre på frelsen. Sådan tolkede man også jordskælvet i Lissabon i 1755, selv om skælvet ramte kirken hårdere end byens prostituerede.
Jón Sæmundsson var en særdeles habil iagttager af udbruddene i Krafla i 1724-29. Fra 1724 har man følgende beretning bevaret i et lille skrift:

”Anno 1724 d 17 may, om Natten og Dagen alt til klokken 9 Formidddag hørte mand derfra idelig Jordskielv, mens fra klokken 9 slet begyndte bemeldte Fjeld at udkaste Sand og Aske og gloende Steene, som nedfaldt mellem Folkene. Dermed følgene en forfærdelig Jordskielv med Tordenslag saa mand ikke skulde andet tenke end Himmel og Jord vilde forgaa, og i mange Stæder indfaldt Husene, Vægger og Stæder bleve i sønder brækkede, og eniste Døden var for øynene, baade paa Mændene og kreaturer, ja Præsten Hr Jón Sæmundsson tillige med hans Folk vovede ikke at være ude, naar dette forskrekkelige Jordskielv og Tordenslag overgik. Særdeles var græseligt at se dend blæsende ild, som af bemeldte Field Krafla opkom, med sort Damp og Røg udaf ilden, ligesom Himmel og Jord vilde den samme time forgaa, dersom i saadan Nød resolverede Præsten med hans folk at holde sig inde i husene, og gjorde sine bønner til Gud og berede sig til Døden, som da var siunlig, og det Folk, som boede der rundt udi Egnen henflyede af Frygt for dette gruelige Spectacul til præstens paaboende Gaard, og slig Nød befalede sig tillige med ham og hans Folk Gud i vold.
Naar dette skeeede var des virkning saaledes, at Svovel, Sand, Stenene og Aske faldt over Jorden, besynderlig Østen Myvaten, hvor Præstens paaboende Gaard er beliggende, som den aldeeles bedekkkede, og i mange Stæder befandtes den at være 1_ Alen dyb til Jorden, og intet Græs kunde mand see på hende . Quæget løb langt hen på adskillige Stæder at søge der sit Foer. Det derhos beliggende Myvaten optørkedes ungefehr 3 Quarter, og Jorden der omkring ophævedes af slige Jordskielv, og brender endnu til denne Dag samme Field Krafla, hvoraf Røg og damp uafladelige opgaar.”
Kilde: Sandferdig Relation om det Udi Island brændende Field Krafla og andre der omkring liggende små Fielde, både med Jordskielv, Torden og Askefald.

Den 18. april 1728, hvor lavastrømmen nærmere sig Reykjahlid, skriver præsten i sin dagbog:
” Den 18 april havde endnu et Krater ved Leirhnjukur et voldsom udbrud, der begyndte om Morgenen omtrent Kl 2, og Jordskælvene rystede Landet vidt og bredt. Omtrent Kl 3 udgjød et tredje Krater en vældig Lavastrøm, der randt henimod Reykjahlid; Ildens skær på den nordøstlige Himmel var så forfædeligt, at det syntes, som hele Herredet brændte. Samme Morgen omtrent Kl. 6 dannedes vulkanen Hrossadalr, hvorfra der udgjød sig en rivende Lavastrøm, hvad der kan ses den Dag i Dag, idet den er frygtelig sammenskruet. Omtrent i samme Nu begyndte et nyt voldsomt udbrud i Bjarnarflag....” (mellen Reykjahlid og Námafjall)
”Den 18. December brød der atter en ny lavaflod frem fra Leirhnúkr, der standsede den 20de en Fjerdingvej fra Reykjahlid.”

Der er ingen tvivl om, at udbruddene har forøget kirkegangen i årene efter udbruddene, og at man har været dybt taknemmelige over, at man fik lov at beholde kirken, og at ødelæggelserne ikke blev større end de blev.

Fjeld-Eyvind i kirke
Fra min plads i kirken kan jeg kikke ud på kirkegår-den og se, hvor den gamle kirke lå i 1700-tallet. Bagved den lig-ger nogle store lavabobler, som ligner sprækkede brød. Det var i en af disse lavahuler, at Fjeld-Eyvind gemte sig under en tilfangetagelse i Reykjahlid i 1772, hvor han havde fået lov til at deltage i gudstjenesten søndag den 9. august 1772. Nogle siger, at han und-slap under gudstjenesten, da præsten var i gang med at læse evangeliet og alles opmærksomhed var rettet på ham. Andre siger, at han undslap lige efter gudstjenesten og gemte sig i den tætte tåge, der lå over hele området, og som blev liggende i næsten en uge. Man ledte forgæves efter Eyvindur, men fandt ham ikke. Siden er langvarig tæt tåge ved Myvatn kaldt Eyvinds-tåge. Eyvind har været ganske klog ved at vælge den nærmeste lavahule tæt ved kirken, hvor han regnede med, at folk ikke ville søge. Medens eftersøgningen stod på, har Fjeld Eyvind siddet i sin lavahule og bedt en bøn om ikke at blive fundet, og da bønnen gik i opfyldelse, har han efter nogen tid kunnet snige sig bort i tågen ud mod friheden i Herdubreidarlindir og nordflanken af Vatnajökull, hvor han havde en lille oase ved navn Hvannalindir. Men det blev bidende koldt i vinteren 1772/73 og Eyvind fik brug for al sin kløgt og indre styrke for at overleve den lange vinter alene i ødemarken, hvor han overlevede på råt heste-kød, vand og kvanrødder.

Kaffepause og skovtur
Efter besøget i kirken går jeg til hotellet Reynihlid for at mødes med min kone og vores fælles venner. Efter knuserunden med stor gensynsglæde går vi ind på hotellets kaffebar for at fejre stunden og kikker på kageudvalget, som Elisabeth og jeg har en fælles lidenskab for. Vi vælger begge marengskage med rabarber og dertil en ordentlig klat flødeskum, og så kikker vi os om efter en dele-kage, og her bliver det chokoladekagen, som trækker mest. Hvordan kan det være, at kaffe og kage på Island smager bedre end alle andre steder i verden? Ofte har længslen efter god kaffe og kage trukket mig til Island - naturen bliver så nydt som desert, men i dag er det omvendt.
Vi sidder nu og nyder hinandens selskab og lægger planer for morgendagen og bliver enige om at bestige askevulkanen Hverfell, som ligger og ser så nøgen og indbydende ud. Vi kan kun glæde os over, at Island ligger på toppen af et ”hot spot” her på Den Midtatlantiske Ryg midt imellem Den Gamle og Den Ny Verden. Efter kaffen går vi sammen ind i kirken og udforsker interiøret samt kirkegården og de græsbegroede volde, hvor den gamle kirke lå. Vi forsøger også at kile os ind i lavaboblen, hvor vi forestiller os, at Fjeld-Eyvind har siddet i skjul.
Efter at have udforsket området endnu engang med nye øjne, kører vi i strålende solskin lidt mod syd til Höfdi, hvor der ligger et lille skovbevokset område ud mod søen. Her kan man parkere og gå ind igennem en skov af birketræer, hvoraf nogle når anseelige højder efter islandske forhold. Her er et rigt fugleliv, så min ven Preben er rigtig i sit es, da han får øje på en drosselunge, der øjensynligt tror, at han er dens mor, for den forfølger ham i fuldt to-spring, da han prøver at undsige sig moderskabet. Vi andre prøver at forevige øjeblikket med kamera, men billederne bliver noget slørede, og erindringen om øjeblikket står meget skarpere.
Da vi kommer ned til søen, åbenbarer der sig et fantastisk vue for vore øjne, idet vi står højt hævet over søfladen (se video fra Myvatn) og kan se ud over søen mod en lille halvø, som man åbenbart også kan komme ud på, for vi ser folk gå derude. Op af søen rager bizarre skulpturer af lava, og på søen svømmer masser af ænder med unger, og da der efter sigende skulle være 15-16 forskellige andearter heroppe, får min ven travlt med opslagsbøgerne. Jeg hører ord som Odinshane, som har bidt sig fast, for ifølge Preben er hunnen flottere farvet end hannen, hvilket må siges at være en sjældenhed i fugleverdenen. Hvinand nævnes også, men jeg hører det som vin-and og tror, at det er en gastronomisk specialitet. Jeg får udpeget dens karakteristika med det trekantede hoved og en halvmåneformet hvid plet foran øjet. Det er hannens vinger, der frembringer den hvinende lyd, når den flyver. Det er dejligt, når ens venner kan uddybe kendskabet til den islandske natur. Jeg har altid selv mest tændt på vulkaner.

Skutustadir
Vi forlader vores skovidyl og kører langs med søen mod Skutustadir. På turen er der en flot udsigt over grønne enge mod søen Myvatn. Ved Skutustadir ligger der en hel klynge af såkaldte pseudo-kratere, d.v.s. falske kratere, som ligner rigtige kratere, men ikke er det. De er opstået ved, at en lavastrøm fra syd for et par tusinde år siden strømmede ud i den gamle sø, der eksisterede dengang. Ved mødet med vandet eksploderede det som damp og opbyggede de kraterlignende strukturer, som nu er dækket af frodigt græs - ikke mindst nede i ”krater-tragten”, hvor myggelig gennem årtusinder har gødet jordbunden til glæde for bønderne i området, som nu kan sende deres får på græs i det frodige landskab.
Vi parkerer ved Skutustadir, hvor der også ligger en skole og en kirke, et hotel og en bensintank. Vi beslutter at gå ud på den bueformede tange med strandenge, der er sammensvejset med nogle pseudokratere og har afsnøret en del af Myvatn i søen Stakhólstjörn. Vi kan gå hele vejen rundt om den lille sø og på vejen studere både pseudokratere og søens rige fugleliv. I søen svømmer en islom, tror vi, og min vens begejstring vil ingen ende tage, indtil det viser sig at være en and. Til gengæld kan vi glæde os over lyden af dobbeltbekkasinernes styrtdyk. De er mestre i at lade turbulensen sætte halefjerene i resonans. Vi er dog senere så heldige også at se en rigtig islom med det sorte hoved og næb, en halv, hvid halskrave og et mønster af hvide pletter på ryggen. Da vi kører videre langs Laxa-floden, ser vi i strømhvirvlerne et par strømænder, hvor hannen skiller sig markant ud med flotte farver i stålblåt vekslende med hvide bånd og lidt kastaniebrunt på siden.

Stöng
Hvor Laxa-floden flyder mod nord, kører vi mod syd til vores logi Stöng, hvor vi har bestilt to dobbeltværelser over nettet på www.farmholidays.is i god tid inden afrejsen.
Stedet fungerer som et helt lille sommerhotel med en udmærket restaurant, hvor vi kan nyde smagen af islandsk lam til et godt glas vin og noget af verdens bedste vand til at skylle efter med.
Aftenen tilbringer vi under åben himmel i det varme bad, som er indrettet udenfor og som forsynes med varmt vand fra undergrunden. Her kan vi ligge og nyde den friske luft og lyden af fuglestem-mer, indtil vi lister op i seng ved midnatstid, hvor solen lige er gået ned.
Efter en god nattesøvn og en solid morgenmad med skyr, brød og kaffe kører vi nu igen mod Myvatn for at bestige vulkanen Hverfjall, som man ikke kan undgå at se, når man er i Myvatn-området. Vi kører i roligt tempo ned ad vejen væk fra gården med Gautlandsmyri på højre hånd. Få hundrede meter fra gården må vi standse, for inde på marken står der 7-8 store kobbersnepper med kobberrødt bryst, hoved og hals samt lange sorte ben.
Da vi stiger ud af bilen for at beundre synet, stiller en af snepperne sig i angrebsposition lige over vore hoveder og skælder ud. Den lille modige fugl har tænkt sig at angribe alt - inklusive vores landrover, hvis vi kommer for nær reden inde på marken. Det gør vi selvfølgelig ikke, men det kan den jo ikke vide. Vi nøjes med at fotografere den smukke fugl med de flotte sort hvide mønstre på vinger og hale.

Hverfjall
Næste stop er for foden af Hverfjall, som vi når til via en grusvej nede fra ringvejen ved søen. Vi har pakket rygsæk med vand, tørfisk og brød og begynder opstigningen af den 100-150 meter høje vulkanflanke. Vi kan godt mærke, at vi ikke er 60 år længere, men tanken om udsigten fra kraterkanten driver os fremad. Jeg går og tænker på, at vulkanen ser så ung ud trods det, at den blev dannet ved en gigantisk eksplosion for ca. 2700 år siden.
Jeg kan kun glæde mig over, at vi ikke eksisterede dengang og var i nærheden, da vulkanen eksploderede og kastede sit materiale af store og små blokke ud i denne cirkel omkring krateret, som er ca. 1000 meter i diameter. Der har også været brændende våde pyroklastiske strømme, der væltede ned at vulkanens flanker og dræbte alt liv på sin vej inklusive de træer, der voksede på stedet dengang. Når man har den geologiske tidsdimension i tankerne, forekommer vores tid på denne planet som en brøkdel af et sekund. Jeg har været her på vulkanen en gang før for 40 år siden, og det synes pludselig, som var det i går, og måske er det sidste gang i mit liv, at jeg sætter mine ben på Hverfell. Det vil den dog ikke bemærke, men vil holde sig uændret i tusinder af år endnu. Jeg kan undre mig over, at der er et lag i min bevidsthed, som er helt rolig ved tanken om livets korthed. Måske er bevidsthedens dyb koblet til slægtens liv og er beroliget over, at generne er givet videre til børn og børnebørn.
Turen op ad vulkanflanken forøger mit nærvær i nuet, ved at jeg husker det sidste skridt, jeg har taget, samtidig med at jeg i tillid til livet planlægger mit næste skridt. Det er på fortiden, vi i forventning om fremtiden opbygges i nuet.
 

Vi når op på kraterkanten og kan nyde udsigten mod Bjarnarflag i nord og Námafjall. De parkerede biler for foden af vulkanen synes nu meget små. Vi følger kraterkanten rundt mod uret og bevæger os stadig op ad bakke mod det sydvestlige hjørne, hvor krateret rager højest op. Det kunne se ud til, at vinden har været i nord under udbruddet, så aske og store blokke faldt tættest mod syd. Vi gør holdt og nyder den fantastiske udsigt mod søen Myvatn og alle vulkanerne, der ligger strøet ud i landskabet omkring os. Mod sydøst ligger den perfekte kraterrække Threngslaborgir- Ludentsbor-gir, som strækker sig over 8 km, og som producerede enorme mængder lava, som flød ud fra kraterrækken for godt 2300 år siden- altså omtrent samtidig med Sokrates og Platon. Lavaen flød over en lang periode ned mod søen Myvatn, hvor pseudokraterne blev dannet og videre langs Laxa-floden helt op til bugten Skálfandi 65 km mod nord. På vej mod Myvatn dæmmedes der på et tidspunkt en lavasø op mellem Hverfjall og Myvatn, og fra toppen af vulkanen kan man se den cirkelformede struktur i landskabet for foden af Hverfjall mod sydvest. Her ligger Dimmuborgir (Mørke borge).
Lavasøen kunne i en periode ikke få afløb mod Myvatn, men da det endelig skete, gik det meget hurtigt, og lavasøen blev tømt i en lavastrøm, der krydsede Myvatn mod nordvest. Vi beslutter os for, at vi vil se Dimmuborgir og spise vores frokost der, når vi er kommet ned fra vulkanen.
Retter vi øjnene mod sydøst, kan vi se en anden askevulkan Ludent, og den er mere end tre gange så gammel som Hverfjall og blev til i tiden lige efter sidste istids ophør for ca. 10.000 år siden. I området her trænede de første amerikanske astronauter, inden de rejste til Månen, og det forstår man, når man ser hvor øde og månelignende landskabet er under os.
Vi fortsætter vandringen på kraterkanten mod øst og nyder de skiftende panoramaer hele vejen rundt - en tur på ca. 3 km. Det er også betagende at kikke ned i krateret med de dybe erosionsfuger på siderne, som indikerer en vis alder. Vejret er smukt med sejlende cumulus-skyer, som ligner blomkåls-hoveder på himlen, og det er fascinerende at se skyernes skygger, når de glider ned i kratertragten til bunden af krateret og op på den anden side. Vi holder os til kraterkanten, men i bunden af krateret kan vi se navne skrevet med lyse lavablokke: Kilroy was here - for a short while !
Da vi går ned ad vulkanen igen, er vi helt høje af oplevelsen og glæder os til at se Dimmuborgir - den gamle fossile lavasø.

Dimmuborgir
I Dimmuborgir kan man føle sig helt i dæmonernes verden blandt de sorte, glasagtige lavaforma-tioner, der som skulpturer rager op i 10-20 meters højde. Men mellem skulpturerne er der frodige små oaser med græs og birkekrat, som virker indbydende for en mørbanket krop. Så vi lejrer os i græsset neden for Kirkjan (kirken), som er en naturens lava-katedral med hvælvet gotisk loft og smukke støttesøjler i gråsort lava. Her nyder vi vores medbragte mad og lægger os bagefter ned i det saftigtgrønne græs og giver helt slip. Her er dejlig lunt, og jeg tænker på, at der er noget fascinerende i, at de kræfter, der engang var totalt ødelæggende for alt liv, har skabt nogle nicher, hvor livet igen kan udfolde sig i al sin mangfoldighed. Efter hvilet fortsætter vi turen gennem De Mørke Borge, som har givet os så meget lys.

Vi kører dernæst ad en grusvej til Grjótagjá (grotte-spalten), hvor jorden har slået en kæmpe revne, som vi kan bevæge os ned i til en underjordisk grotte med alt for varmt vand til at bade i. Men før Krafla-ildene i 1975-84 var det et yndet udflugtsmål, og jeg badede selv her i sommeren 1972, hvor man kunne dykke fra en hule til en anden. Når området er kølet tilstrækkelig langt ned, kan det måske lade sig gøre igen, men lige nu må man nøjes med at stikke en hånd i vandet og passe på ikke at få overbalance.

Vederkvægende varme
Trætte af den uvante fysiske aktivitet kører vi nu til Myvatns blå lagune, som ligger for foden af Náma-fjall på vestsiden af denne. Her har man for nylig skabt et paradis for folk med trang til nærkontakt med varmen fra jordens indre. Det er et fascinerende syn, der møder os ved friluftsbadet, som er indhyllet i damp og lyden af summende velvære fra mennesker i alle aldre. I modsætning til Den Blå Lagune på Reykjaneshalv-øen er her ikke så overfyldt, og stemningen er meget afslappet. Nede i søen kan man veksle mellem køligere og meget varme områder. Et skilt med påskriften: Hætta! (fare) advarer mod 100 grader varmt vand, som løber ud mellem nogle store lavablokke. Det er rart nok at kunne undslippe kogning, men mange bader forbavsende tæt på skiltet.
 

Efter badet sætter vi os på træterras-sen med udsigt over natur-bassinet og Myvatn i det fjerne. Vi kan købe kaffe indenfor og tage med ud og nyder eftervirkningen af det mineralske bad, som er trængt dybt ind i blodkar og væv og har tøet vores indre op. Jeg føler en usædvanlig ro og enhed med Myvatns natur i et saligt øjeblik, som jeg ikke vil bytte med noget andet i verden.

 Copyright: Morten Stender

<< retur