<< retur Om WWW.OPLEVISLAND.DK Oplevisland.dk
er en hjemmeside for den rejselystne Islandsfarer. Her kan du få
inspiration og ideer til at planlægge dine egne rejser rundt på
Sagaøen. Hjemmesiden rummer ca. 30 videoklip og foreløbig
23 essays om natur, kunst og kultur.
Bag hjemmesiden står to ældre ungersvende, der begge er
faldet for Islands unikke natur og kultur. Den ene er Morten Stender,
som er cand scient i geografi og geologi samt cand theol, og som tidligere
har været medredaktør af Nyt fra Island i årene 1979-88.
Den anden er Preben Rasmussen, cand mag i dansk og oldtidskundskab samt
litteraturanmelder, foredragsholder, mad og vinskribent.
Vi har begge en fortid som gymnasie-og hf lærere og har udgivet flere bøger til brug i undervisningen. Som hobbyvirksomhed drev vi sammen eget vinimport firma i nogle år. I den anledning turnerede vi i sin tid Frankrig tyndt og smagte os frem til de bedste vine.
Nu går turene til Island, hvor vi drikker verdens bedste vand,
og sammen har vi rejst Island rundt og ladet os inspirere
af et fantastisk land, som rummer enorme kontraster og taler til alle
vore sanser.
Vi har skrevet om vores oplevelser i essay-form og valgt at gruppere
dem i to grupper, nemlig kultur-historiske essays og egentlige rejse-essays,
som er lagt i en rækkefølge, der svarer til en tur mod
uret Island rundt langs hovedvej 1.
Morten Stenders videooptagelser kan ses på Islandskortet ved at trykke på de røde trekanter, som er placeret, hvor optagelserne fandt sted. Klik på linket, og du er næsten på Island.
I essayene vil man tydeligt kunne se vores faglige aftryk hver især,
men det personlige udtryk fylder mere. Det sete afhænger af øjnene,
der ser. Vi håber, at forskelligheden vil være en styrke,
som vil tale til vore medkikkere - og læsere. Klik ind på
vores sommeroplevelser og hent inspiration til egne rejser
på Island. En udvidet samling af Morten Stenders rejseessays kan nu købes som bog via linket på forsiden.
GOD REJSE !!! Mvh Morten Stender og Preben Rasmussen NB! På videoklippet fra Djúpivogur ses ophavsmændene i livlig diskussion. << retur | |